Zoom-træthed, hamsterhjul og hybridkaos, den moderne medarbejders mentale udfordringer i 2025.
Arbejdslivet har forandret sig hurtigt. Ikke bare i formen, men i rytmen. Før var strukturen fastlagt af kontortid, pauser, fysiske møder og transporttid. Nu er det mere flydende – og samtidig mere intenst. Mange medarbejdere bevæger sig gennem arbejdsdagen med skærmen som primær kontaktflade, ofte uden pauser, uden skift i miljø og uden reel mulighed for at mærke sig selv undervejs.
I 2025 er hybridarbejde blevet normalen mange steder. Det har givet fleksibilitet, men også en ny slags belastning. Det er ikke arbejdet i sig selv, der trætter – det er overgangene, der mangler. Man går fra det ene Teams-møde til det næste uden at skifte stol. Kroppen når ikke at skifte tilstand. Tankerne når ikke at lagre. Og det, der før blev afladt i en snak ved kaffemaskinen, bliver nu til støj i hovedet.
Zoom-træthed er ikke bare en floskel. Forskning fra Stanford har vist, at den visuelle belastning ved skærmmøder – kombineret med den konstante fornemmelse af at være observeret – udmatter hjernen i langt højere grad end fysiske møder. Øjnene er på overarbejde, og hjernen skal kompensere for de signaler, den ikke længere modtager fysisk: små bevægelser, vejrtrækning, blikke. Alt det, der gør kommunikation menneskelig.
Samtidig er mange havnet i et mentalt hamsterhjul. Der er ingen tydelig start og slut på arbejdsdagen. Ingen kollektive rytmer, der signalerer tempo og pause. I stedet glider opgaver, mails og tanker over i fritiden – ofte uden modstand. Når arbejdet ikke længere er fysisk adskilt fra det private, bliver det sværere at sige: “nu er jeg færdig for i dag.”
For HR betyder det, at trivselsarbejde må tænkes ind i det strukturelle. Det er ikke nok at tilbyde individuel støtte, når belastningen er systemisk. Det handler om at se på rytmer, mødefrekvenser, tilgængelighedsforventninger og arbejdets organisering. Hvem sætter grænser – og hvem tør følge dem?
De bedste organisationer arbejder med at genskabe overgangene. Ikke ved at vende tilbage til det gamle, men ved at skabe nye rytmer: digitale pauser, fælles refleksionsrum, tydelig forventningsafstemning omkring mails og arbejdstider. Det kan være en fast fridag uden møder. Det kan være skemalagt fordybelsestid. Eller det kan være en kultur, hvor det er normalt at sige: “Jeg har brug for 15 minutter, før vi tager det næste.”
Det er også nødvendigt at tage den hybride virkelighed alvorligt. Ikke som en teknisk løsning, men som en menneskelig udfordring. Når nogen sidder fysisk sammen og andre deltager digitalt, opstår der uundgåeligt en forskydning i fællesskab og indflydelse. Det kræver ledelsesmæssig opmærksomhed og bevidst fordeling af tid, ansvar og kontakt.
Den moderne medarbejder er ikke svagere end tidligere generationer – men hun står i en virkelighed med langt færre naturlige holdepunkter. Det kræver noget andet. Noget mere præcist. Mere menneskeligt. Mere balanceret.