Når en medarbejder melder sig syg med stress, er det sjældent noget, der opstår fra den ene dag til den anden. De fleste har båret på symptomer i uger eller måneder. Mange har ignoreret dem. Nogle har forsøgt at tale om dem, men har ikke følt sig hørt. Og en del har ikke engang selv kunnet sætte ord på, hvad det var, der langsomt gled dem af hænde.
Et af de første tegn er ofte ændringer i adfærd. En person, der tidligere var præcis og engageret, bliver mere fraværende eller uorganiseret. Mails, der tidligere var gennemarbejdede, bliver kortfattede og hektiske. Kommentarer i møder får et mere kantet præg, eller også forsvinder stemmen helt. Der kommer en uro i kropssproget, eller en træthed, som ikke kan forklares med søvn alene.
Men det kræver opmærksomhed at se det. Og mod at handle på det. Mange HR-medarbejdere holder sig tilbage, fordi de ikke vil virke invaderende. Fordi de tror, det er lederens ansvar. Eller fordi de er bange for at tage fejl.
Men det vigtigste er ikke at stille en diagnose. Det vigtigste er at åbne rummet. At turde spørge – uden at have svaret på forhånd. “Jeg har lagt mærke til, at du virker mere presset end normalt. Er der noget, vi skal tale om?” Det er en simpel sætning, men den kan være begyndelsen på en forebyggelse, der virker. Ikke fordi den løser problemet i sig selv, men fordi den giver medarbejderen mulighed for at sætte ord på – måske for første gang.
Det er også vigtigt at skelne mellem travlhed og stress. Travlhed er en tilstand. Stress er en tilstand uden kontrol. En medarbejder kan godt have meget at lave og samtidig føle sig tryg og afklaret. Men når tempo og opgaver overstiger oplevelsen af handlemuligheder – når medarbejderen ikke længere føler, at det nytter at sige fra – da begynder stressen at tage form.
HR har her en særlig mulighed. Ikke som behandlere, men som strukturelle aktører. I kan justere rammer, skabe refleksionsrum og tale med ledelsen om, hvordan der kan opbygges en mere lyttende og fleksibel praksis. I kan også insistere på, at trivsel er en del af det faglige landskab – ikke noget, der først bliver relevant, når skaden er sket. Ifølge en rapport fra Arbejdstilsynet kommer over halvdelen af alle stressrelaterede sygemeldinger uden forudgående samtaler på arbejdspladsen. Det tal kan ændres. Ikke med kampagner, men med nærvær. Ikke med flere dokumenter, men med en kultur, hvor man tør tage det første ord – før det bliver for sent.
Derfor er det afgørende, at HR – og gerne i samarbejde med nærmeste leder – evner at registrere tegnene i tide. Ikke med tjeklister og formelle indikatorer alene, men med blik for det, der ofte gemmer sig i det små.